Irene Snuske baby

Hun kigger irriteret på ham, gider ikke svare, men ved at alt andet ikke ville være fair. De våde hundeøjne gør hende i dårligt humør. Han er som et fugleæg i mellem hendes fingre, og i stedet for at passe godt på det, har hun lyst til at kvase det nu. Gaflen der ligger ved hendes hånd, hun kunne stikke den ind i hans hjerte, sådan at hun kunne slippe for den sædvanlige omgang følelsesporno. Ordene ligger lige på hendes tunge, men hun holder dem krampagtigt tilbage, tramper rundt i tanker. Han kigger stadigvæk, hans lange pandehår, er faldet ned i ansigtet, og nu ser han endnu dummere ud. Gad vide, hvor lang tid man får for at slå en idiot ihjel, hvis man er en kvinde, og gør det med sine bare næver?
Han smiler, hun brummer lidt, og drikker af et glas vin. Så åbner han sine læber, som en blomst, og afslører sine nikotingule kaffetænder.

”Hvad vil du have at spise?”
Hun trykker sin ene finger igennem duen, og ønsker at det var hans øjenæble.
Rollen som den venlige pædagogagtige altid dialog-elskende, er hans, men nu prøver hun hans replikker. Lamperne brænder imod hendes hud, sminken lugter og klør, folk forventer.
”Alfred du er en skide sød fyr, det er du altså, men…”
Hans mund bliver skæv, øjnene flakkende som en fakkel i blæsevejr.
” Irene skat, smukke skat, jeg…”
Hun presser brækket ned i sin hals, synker det, og spiller skuespillet til fulde ”Nej jeg kan ikke mere, du er mere som en ven, måske endda en bror.”
Hans øjne er undrende, vurderende ”Jamen Irene snuske baby, du har jo ingen bror?!”
Gaflen brænder i hånden, hun hader at snakke, og vælger udvejen i stedet.