Øjnene der langsomt lukker
lygterne der tænder
solen der slukker
tagryggene der strækker sig
fugle der synger deres lunger tomme en sidste gang
den mørklagte vej ud af hendes opgang
smagen af det sagte som røgringe fra mundvigen
skyggerne der er ved at være lange
lummer natteduft
forduftet fornuft for nu skal rusen rammes
byens g-punkt
nattens glødende cigaret
sugende på den hidsigt
forgabt i at være fortabt
i sekunderne der hænger ud
langs værtshusenes åbne døre
med susen for både ens blik og øre
øjner chancen for at charmere en til mere
mens livet leves og leveren skriger
skydes der skarpt blandt nattens første bud
vandpytterne der genspejler solens død i fortovet
væggene der husker forrige syn
dagens død og mørkets første lyn
rammer mine bryn
mens jeg træder ud i byens skovbryn