Øjnene der langsomt lukker

lygterne der tænder

solen der slukker

tagryggene der strækker sig

fugle der synger deres lunger tomme en sidste gang

den mørklagte vej ud af hendes opgang

smagen af det sagte som røgringe fra mundvigen

skyggerne der er ved at være lange

lummer natteduft

forduftet fornuft for nu skal rusen rammes

byens g-punkt

nattens glødende cigaret

sugende på den hidsigt

forgabt i at være fortabt

i sekunderne der hænger ud

langs værtshusenes åbne døre

med susen for både ens blik og øre

øjner chancen for at charmere en til mere

mens livet leves og leveren skriger

skydes der skarpt blandt nattens første bud

vandpytterne der genspejler solens død i fortovet

væggene der husker forrige syn

dagens død og mørkets første lyn

rammer mine bryn

mens jeg træder ud i byens skovbryn