डिगत फर मं कोम्मेंदे दिग्त्सम्लिंग " देर एर इन्तेत नयत अंडर क्जोलें">

Nu har tiden spyttet mig i ansigtet
Tiden jeg skulle have brugt
På se hvordan solstrålerne falder i faldende fugt
Hvordan kragerne vender
Når vi er der ude hvor blæsten slår så hårdt imod os
at du får røde kinder
Hvordan jeg genkender mig selv i barndommens minder
Når jeg slinger på en cykel hjem fra den døende nats sidste skrig
Hvordan det forholdte sig da forholdende var fobi
og man så sommeren med nye øjne
i nye øjne
hvordan nætterne var næsten nøgne
af lys
og hendes bryst varmt som kærtegnene
og de vedvarende kys
hvordan månen var syg af træthed
og vi talte sammen med sekunderne
flydende lydløst i svingenes
skred
hvordan hun satte sig
og blev siddende
hvordan timerne aldrig var vedvarende
altid løbende og skridende
fra os
hvordan jeg drak sulten ud af maven
så det
men ville gerne have set blomsterne skyde op af haven
set rynkerne vokse om forældrenes øjne
set lungerne kokse
og benene
bøjende
Nu spytter tiden mig i ansigtet med fuldt overlæg
overhaler
overfuser mig
mens jeg står i et efterår
jeg ikke havde set komme
fordi det gik
mens jeg var i øjeblikkenes tidløse lomme